Psykopati og narcissisme
5. december, 2011I fredags udgav jeg en lille e-bog om psykopati og narcissisme. Titlen er HENSYSLØS EGOISME, og hovedbudskabet er, at skønt vi ikke alle er psykopater (og hurra for det!), så bor “psykopat-kimen” i os alle.
I redigeringen skar jeg de afsnit fra, der omhandlede den åndelige baggrund. Nogle få afsnit tillader jeg mig dog at bringe her (dermed også en slags forklaring, hvis en og anden tænker, at det følgende er lidt “springende”; i øvrigt kan egentlige læseprøver fra bogen downloades hos netboghandlerne.)
Sandheden – og sand erkendelse
Om man så studerede hele sit liv i håbet om at forstå verden, ville man aldrig komme sandheden nærmere, hvis ikke man søgte den det rigtige sted.
Sandheden, hvad er det?
Lad mig spørge på en anden måde: Sandheden, hvem er det?
Det er Jesus Kristus, Guds søn, verdens herre og frelser, verdens dommer. Han siger om sig selv, at han er vejen, sandheden og livet. Min påstand er, at hvis ikke man er forenet med ham i troen, så vandrer man gennem denne verden som med bind for øjnene. Man vil aldrig have nogen chance for sådan for alvor at begribe, hvordan alting er skruet sammen. Når man tror, man har gjort en stor opdagelse, og det kan da meget vel være, at man er faldet over et og andet vigtigt, så er hele den grundlæggende fortolkningsnøgle skjult for en. Det er forklaringen på naturvidenskabens og arkæologiens og teologiens mange vildfarelser – og det er forklaringen på, at man aldrig helt har forstået, hvad en psykopat er for noget.
Gud versus ICD-10
Lad mig gøre én ting klart: Gud skabte verden. Han skabte universet, jorden, dyr, planter og som kronen på værket: mennesket. Først derefter opstod psykiatrien. Den opstod i menneskers, i skabningers, hoveder som tanker, der skulle blive til redskaber i behandlingen af mennesker, som har det svært med netop deres tanker og følelser.
Gud er ikke underlagt psykiatrien. Hvis de forklaringer, han giver i Bibelen, strider imod ICD-10, så tillader jeg mig altså at holde mig til Guds forklaringer. Jeg er helt med på, at jeg som ansat på et sygehus skal underordne mig de herskende behandlingsregimer, men nemt har det ikke altid været at bevare samvittigheden intakt.
Står der da noget i Bibelen om psykopati? Nej, ordet bruges ikke, og ingen af de bibelske skrifter hævder at være lærebøger i nogen som helst menneskelige videnskaber, heller ikke psykiatri, men blot et hurtigt blik over de mange sider, forsikrer os om, at Gud i endog ganske nøjagtige detaljer har beskrevet de samme symptomer, som psykopaten og hans omgivelser lider under.
Eksempler fra Bibelen: Ikke så meget hvad man gør, men hvad man gør med det, man gør
Når Bibelen beskriver synden, så er det ikke som nogen lille ting. Da Adam og Eva spiser af det forbudte træ, udvises de af Edens Have. Da Kain slår sin bror ihjel, bliver han fredløs og flygtning. Da Kam gør grin med sin far, forbandes hans søn Kana’an med frygtelige konsekvenser for hele slægten.
Da menneskene blev talrige på jorden, fortrød Gud, at han havde skabt dem, og han konkluderede, at deres ondskab var stor, og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt. Derfor udslettede han dem i den store vandflod, kun Noa og hans nærmeste familie overlevede.
Og sådan kunne vi fortsætte med Babelstårnet, Sodoma og Gomorra, Abrahams løgne og hans hustrus vantro, krig og oprør, slaveri og flerkoneri. Og vi er slet ikke færdige med Første Mosebog. Lige fra begyndelsen har synden været beskrevet som den store forbandelse her i tilværelsen, og Gud skjuler hverken noget for Adam og Eva eller os: Synd forpester vores tilværelse, den fører til død, og der er kun én ting at gøre med den, og det er at bekende den for ham, der engang skal dømme os, at bede ham tilgive os for Jesu skyld.
Synden, vores synd, din og min, al den ondskab, vi mennesker udøver, er selve årsagen til, at Gud anså det for nødvendigt at lade sin elskede søn blive menneske og lade os korsfæste ham.
Hvor kan nogen da mene, at han nok ikke tager det så nøje, hvad vi render og laver af gale ting, så længe det ikke lige, så vidt vi kan se, skader andre mennesker? Synd er synd. Gud vil, når tiden er inde, sørge for at bortskaffe alt, selv den mindste lille detalje, som ikke er fuldstændig efter hans vilje og dermed fuldendt, helligt og rent. Ikke den allermindste lille bitte synd har adgang til Guds rige. Budskabet er ganske klart: Han, som har sagt, at vi ikke må stjæle, han har også sagt, at vi ikke må slå ihjel. Jesus har præciseret, hvad indholdet i loven er: Vi skal elske Gud af hele vores hjerte og hele vores sjæl og med hele vores styrke. Vi skal elske vores næste som os selv. Et begærligt blik op naboens kone er nok. En nedladende kommentar om det menneske, som alle i forvejen føler sig generet af på arbejdspladsen. En lille, såkaldt hvid nødløgn. At køre 81 km/t på strækninger, hvor man kun må køre 80.
Magter vi ikke at leve det perfekte liv, er vi skyldige for Guds domstol.
At vi altså alle synder, fremgår tydeligt af Bibelen. Hvad der imidlertid også fremgår ganske tydeligt af Bibelen, er, at det vigtigste ikke er, hvilke synder vi begår. Naturligvis er der forskel på, om man surfer porno på nettet eller slår en hel skoleklasse ihjel, men vi mennesker har det med at dømme om ting, vi ikke forstår. Om den ene synd er større end den anden, er faktisk mindre interessant at beskæftige sig med, end hvad vi gør med synden.
Tænk på Saul, Israels første konge. Helt ærligt: Jeg synes ikke, at det, han gjorde, er i nærheden af så slemt som Davids forbrydelser. Vi læser om, hvordan David virkelig den ene gang efter den anden er en slyngel: han myrder, han bedriver hor, han lyver osv. Alligevel fremstår han gennem resten af Bibelen som en mand efter Guds hjerte, mens Saul, som ville det så godt fra begyndelsen af, blev forkastet. Hvorfor? Jo, fordi David bekendte sin synd for Gud, han ydmygede sig både for Gud og mennesker. Det var vigtigere for ham at erkende sine fejltrin og ikke leve som en hykler for Gud, end hvad andre mennesker inklusiv ham selv måtte mene om det ydre. I en salme beskriver han, hvordan han havde det i perioden efter tragedien med Batseba og Urias; han var ved at gå til af dårlig samvittighed, så da profeten Natan mindede ham om det, han havde gjort, erkendte han det straks og fik efterfølgende Guds tilgivelse. Saul, derimod, forsøgte at bortforklare sin synd. Deri består den store forskel på de to.
Gennem hele Bibelen finder vi dette underlige begreb forhærdelse. Gud forsøger at trænge igennem til et menneske, og når han gør det, kan der ske ét af to: Hun kan enten ydmyge sig for Gud og, hvis det er påkrævet, også for mennesker, eller hun kan stå Guds Ånd imod. Hun kan ignorere samvittighedens røst. Hvad gør Gud da? Han prøver igen. Og igen. Han kan tage drastiske midler i brug. Formålet er at vække synderen til liv, så hun indser, at hun er fortabt, hvis ikke hun omvender sig. Men insisterer synderen på at blive i synden, undskylder hun den, eller forsvarer hun den ligefrem, så sker der til sidst det, at besøgelsestiden er slut, og Gud forlader det menneske.
Guds ord vækker enten til opgør og liv eller også til forhærdelse og død. Når vi i Romerbrevet læser om de mennesker, som Gud har hengivet til deres kødelige lyster, så handler det netop om, at eftersom de ikke har villet have med Gud at gøre, har han overladt dem til sig selv. Det er de måske nok umiddelbart taknemmelige for – de færreste danskere, der lever et udsvævende liv, ønsker vel at være beriget med dårlig samvittighed over det – men den dag kommer, hvor de indser, at de har samlet sig vrede til vredens dag. Fortabelsen venter dem, og det gør den ikke, fordi de er større syndere end os andre, men fordi de ikke ville ydmyge sig for Gud, ikke erkende deres skyld, ikke lade Jesus bære også deres byrder.
Man kan med nogen ret sige, at hele budskabet i Bibelen kan sammenfattes i sætningen: At gøre synden stor for at nåden ved Kristi blod kan få lov at være så meget større.
