Om islamisk fundamentalisme – og mangel på kristen fundamentalisme
Islam – angsten for denne fremstormende religion, som på den ene side får stadig mere indflydelse ikke bare i Danmark, men i hele Europa, samtidig med at der arbejdes ihærdigt for at forhindre det blandt de mange religionsforskrækkede politikere. Og selv de politikere, som ikke vil have skyld for at være religionsforskrækket, kæmper den brave kamp for i det mindste at begrænse skaderne fra de mest ekstreme islamfanatikere, som ikke afstår fra selv de mest kujonagtige myrderier på mere eller mindre tilfældige mennesker med det formål at tjene deres gud og ved samme lejlighed sikre sig en plads i paradis.
Jeg har undertiden spekuleret på, om det mon er muligt at gennemføre en dag i det mediehærgede Danmark uden at læse eller høre om islam og den behæftede terror, som de mange såkaldt moderate muslimer gør sig sådan umage for at forsikre os om ikke har det fjerneste med rigtig islam at gøre. Jeg indrømmer også, at jeg har det lidt mærkeligt med selv at bringe emnet på bane – men det skyldes altså, at jeg er alvorligt bange for, at vi er ved at skabe os nogle tunge, tunge problemer her i Vesten og altså også her i Danmark. Og hvis den information, som dette samfunds slet skjulte virkelige herskere, nemlig medierne, tillader os at få adgang til, er et udtryk for vores generelle forståelse af denne problemstilling, så er der så meget desto mere grund til at være bekymret.
Omend de færreste danskere vel gør sig det klart, er frygten for, at vores frie land med tiden ikke længere er frit, men i stedet bliver en egentlig islamisk stat, ikke helt grebet ud af det blå. De nuværende muslimske lande var jo engang selv kristne lande, for hvem tanken om muslimsk dominans var først ganske fantasifuld, siden frygtelig pågående for endelig at blive til konkret virkelighed. Jeg bilder mig imidlertid ikke ind, at man i Dansk Folkeparti er så nidkær i bestræbelserne på at begrænse islams indflydelse i Danmark, fordi man har siddet og studeret historiebøgerne, men jeg tænker undertiden, at dette skrækkelige parti er det eneste, som tager islamtruslen alvorligt. Desværre er fokus rettet imod det store fjendebillede islam i stedet for vores reelle problem her Danmark: Frafaldet fra Den Levende Gud.
Det er nemlig ikke den fremstormende islamisme, vi skal frygte, men derimod det tempo vi forlader den kristne tro med. Muslimer skal vi møde med varme og kærlighed, ikke kulde og had. Der findes muligvis muslimske fundamentalister, som vil dø for at dræbe en kristen, men hvor er den kristne fundamentalist, der vil elske muslimen, også selv om det kan have svære omkostninger eller – som det er tilfældet i mange muslimske lande – ligefrem kan betyde døden?
Problemet i den efterkristne del af verden, som Danmark er en del af, er ikke, at islam står stadig stærkere, men at kristendommen står så svagt. Og den anden vej rundt: Det er ikke islamfobi, vi har grund til at være så kede af, men kristendomsfobi. Så når man har så travlt med at smide religion ud af det offentlige rum, når man så ihærdigt forsøger at dæmme op for den religiøse fanatisme, er det en overvejelse værd, om ikke man dermed netop baner vej for et samfund, hvor der på den ene side er plads til, at enhver er salig i sin tro (altså en slags anti-kristendom, som jo kræver at være sand og dermed stempler alle andre religioner som løgn) og på den anden side det muslimske mindretal, som vokser sig stadig større.
Det er skræmmende perspektiver. Men det skræmmende er altså ikke muslimerne, som aldrig ville røre koranen uden først at vaske hænder, men at vi som folk ikke længere har anden religion end vores eget, formørkede sind, vores følelse af, hvad der er rigtigt og forkert, vores tro på os selv, vores tro på den gamle slanges ord om, at vi ”bliver som Gud og kan kende godt og ondt” (1. Mos. 3,5).
Tags: frafald, Gud, islam, islamisme, kristendom
16. februar, 2010 kl. 10:43
Det lyder som om du savner en kristen fundamentalisme i Danmark. Men det var jo netop Martin Luthers fortjeneste, at vægten blev lagt på den enkeltes frie tilslutning til kristendommen i stedet for underkastelse under kirkelæren. Hver enkelt læser bibelen og hører forkyndelsen på egen regning og risiko. Hos os er tro en personlig tro, som den enkelte selv må stå inde for. Derfor er kristen fundamentalisme en uting i dansk sammenhæng. Luther valgte sin egen tro, selv om den stred imod den tro, han havde modtaget fra kirken. For ham var samvittigheden højeste norm. Den katolske kirke bevæger sig nu i samme retning og anerkende samvittighedsfrihed, selv om den tidligere har fordømt samvittighedsfrihed og religionsfrihed som fordømmelige vildfarelser.
16. februar, 2010 kl. 12:20
Kære Claes,
Tak for din kommentar, men tillad mig at hævde, at du har fået helt galt fat i Luther. Når han forsøger at sætte samvittigheden fri, så er det netop ikke, for at den skal underkastes gamle Adams luner, men derimod evangeliet. Og det er netop en stor del af ulykken i dag: Alt muligt kaldes kristendom, uanset hvad det måtte indeholde af vildfarelser. Enhver er, som jeg skrev, salig i sin tro – hvilket, som jeg også skrev, ikke er kristendom, men ANTI-kristendom.
Og jo, jeg efterlyser kristen fundamentalisme. Og hvad er det så? Det er mennesker, for hvem Jesus Kristus er vejen, sandheden og livet, det er mennesker, som gerne lider ondt, hvis det tjener næsten.
Hilsen Thomas
16. februar, 2010 kl. 14:01
Hvert eneste menneske står som et barn overfor Gud, som er alles Fader, og er kaldet til, efter den forståelse han har fået, at gå i Jesu fodspor, at tage korset op og følge Mesteren. På den måde er Jesus vejen til Gud. Først der hjemme i himlen engang skal sløret tages fra vore øjne, så vi ser klart. Indtil da ser vi som i et spejl og en gåde. Men da skal vi kender Gud, som vi også selv er kendt, se Gud ansigt til ansigt. Den erkendelse af tilværelsens gådefuldhed er langt fra en kristen fundamentalisme, der tror at kunne se klart allerede nu.
16. februar, 2010 kl. 22:51
Kære Claes,
Jeg er sikker på, at de holdninger, du her giver udtryk for, vil være vældig populære, ligesom du virker både sympatisk og empatisk. Imidlertid synes jeg nok, at jeg fornemmer, at vi ser ret forskelligt på, hvem Gud er. Det er, mener jeg, langt fra sandheden, at “hvert eneste menneske står som barn overfor Gud”, ligesom jeg ikke tillægger den enkeltes “forståelse” særlig stor betydning.
På dommens dag, hvor alting ses i det rette lys, er dette spørgsmålet for hvert enkelt menneske: er jeg kendt af Gud? Ved troen på Jesus er jeg. Uden troen er alt håb ude for mig.
Det er ikke populært, nej, for der er mange, der ikke tror, at Jesus er Guds søn og den eneste vej til frelse – men sandt er det, jeg skriver.
Kh Thomas
17. februar, 2010 kl. 18:35
Kære Thomas. Tak for dine venlige ord til mig. Antydningen af at vi ser forskelligt på hvem Gud er, er perspektivrige – kan du uddybe det? Jeg tror, at Gud er Jesu Kristi Gud og Fader. Den alkærlige magt bag tilværelsen, den ene og eneste Gud. Jeg tror, at Gud ønsker at frelse alle sine børn og føre dem til sandheds erkendelse. Også det barn der snublede og gik fejl af vejen.
K.H. Claes
18. februar, 2010 kl. 13:22
Kære Claes,
Hm, hvordan uddyber jeg bedst det? Måske sådan her: Det er sandt, Gud er, som du beskriver. Dog: Jeg ved ikke, om jeg misforstår dig, for når du skriver, at det også gælder “det barn der snublede og gik fejl af vejen”, så tænker jeg: ?
Sagen er, at vi alle gik fejl af vejen, men ved troen på Jesus tilskrives vi hans retfærdighed. Jeg gentager: ved troen – og tilføjer: KUN ved troen! Tror vi ikke, har vi ingen retfærdighed hos Gud, men lever endnu som fjender af ham. Derfor lyder kaldet til os alle: Tro på Jesus, så skal du blive frelst.
Hvad så med dem, der ikke tror? Det svarer Bibelen på mange steder, oftest er ordene fra Mesteren selv: Da går vi fortabt. Da er alt håb ude. Helvede.
Dermed også sagt, at Jesus sætter skel. Enten er man ved troen “i ham”, som det hedder, eller også er man det ikke. Så hjælper det intet, om man nu gik så langt med ham, som man nu formåede osv.
Kh Thomas
24. februar, 2010 kl. 11:55
Det falder så let at sige – ” da går vi fortabt. Da er alt håb ude. Helvede ” Men når man tænker over, hvad det er for en afgrund af gru man lukker døren op til.
Så siger man, der er noget jeg misforstår. Jesus sind rummede ikke sådanne dybder af mørke og ondskab. Han kendte menneskets svaghed og ringe evne til at holde ud. Han vidste, at tro ikke er noget et menneske giver sig selv, eller mander sig op til. Men en reaktion på mødet med en fuldt ud troværdig og barmhjertig person. Det er i mødet med Mesteren at troen opstår.
Men hvad så med de millioner, der aldrig mødte ham? Og de millioner der mødte ham i en forvrænget ukærlig forkyndelse, hvordan skulle de kunne tro? Eller rettere, deres modstand mod forkyndelsen er et større udtryk for tro, end en tankeløs retten ind. De har mere af det sind, der var i Kristus Jesus og er nærmere det Faderhjerte, der længes efter sine fortabte sønner og døtre. De længes efter det, de aner dybt i sig selv, himmelhjemmet. De er i ånden sammen med de mængder af Engle, der svæver om Guds trone og priser og lover Gud med lovsang og tilbedelse, de er sammen med Menneskesønnen, der står i den himmelske helligdom som mellemmanden imellem Gud og mennesker. Troen den frelsende tro er helt og holdent Guds værk i menneskesindet. Æren tilkommer alene Gud.
24. februar, 2010 kl. 20:32
Nemlig! Æren tilkommer alene Gud. Det er vi enige om. Imidlertid begynder jeg at ane, hvad det her i virkeligheden handler om: Vi taler om to forskellige – for du mener den gud, du og andre kloge hoveder har tænkt jer frem til, mens jeg tillader mig at holde mig til den Gud, Bibelen forkynder.
Det er en grov beskyndning, indrømmet, men du forvrænger Bibelens lære, og du vover endda at sprede denne gift her på nettet (og det er ikke engang en trøst, at du langt fra er den eneste).
Et par eksempler:
Må jeg gøre dig opmærksom på, at der er en grund til, at det netop er Jesus, der gør os opmærksom på fortabelsens mulighed? Det er også ham, der siger: “Frygt ham, som efter at have slået ihjel har magt til at kaste i Helvede” (Luk 12, 5). Det er stort set altid Jesus, der nævner fortabelsens mulighed. Han siger, at vi skal vove – hvorfor det? Hvad med de ti brudepiger? De tre tjenere?
Bibelens budskab er meget klart: Alle har syndet og mangler retfærdigheden fra Gud, og kun ved at blive tilregnet retfærdigheden fra Gud kan noget menneske undgå den kommende vrede (Paulus’ formulering). Denne retfærdighed tilregnes ved troen, pagtstegnene er dåben og nadveren, kendetegnet er kærlighed osv.
Dermed også sagt, at al snak om retfærdighed uden Jesus, al snak om at kunne bestå på dommens dag uden Jesus, i bedste fald er noget vrøvl og i værste fald leder mennesker til netop den fortabelse, som Jesus så kærligt advarer os imod.
Et andet eksempel: Må jeg minde om, hvor absurd det skulle være, hvis Jesus sendte sine disciple ud for at forkynde evangeliet, hvis der ikke var noget mennesker skulle frelses fra?
Eller kort sagt: Claes, hvor venlig og klog og velmenende du end må være, så anklager jeg dog for at forvanske Guds ord. Og sikke en synd det er! Tillad mig i den forbindelse at bemærke, at jeg selv ryster af skræk for at gøre det samme. Og da er der kun ét at gøre: at prøve vores ord på troens faste grund: Bibelen.
Hårde ord? Ja, det er det. Populære ord? Bestemt ikke. Men det må siges, ikke mindst i en tid, hvor man tolker og tolker og studerer sig længere og længere bort fra sandheden.
Nå, slut herfra. Jeg skal vist til at putte børn nu.
Bedste hilsner
Thomas
26. februar, 2010 kl. 18:43
Kære Thomas.
Du får det sidste ord. Jeg er overbevist om at du ærligt tror det du skriver og at din samvitighed i det stykke er ren. Efter min tro er du så på rette vej hjemad imod Gud.
26. februar, 2010 kl. 20:54
Tak – og så bliver det sidste ord herfra, at jeg ønsker dig alt godt.